Diskusprolaps
En diskusprolaps er en udposning på en bruskskive i rygsøjlen. Ofte vil prolapsen sidde i nakke eller lænd og trykke på en nerve ud til arm eller ben. Prolapsen opstår fordi bruskskivens yderste lag er blevet svage og ikke længere kan holde på den bløde kerne, som findes i midten af bruskskiven. Diagnosen stilles ud fra det patienten fortæller og en grundig undersøgelse hos kiropraktoren. Sammen med kiropraktoren lægges en plan i hvad du som patient selv kan gøre, og hvad kiropraktoren kan hjælpe dig med. Hvis der ikke er bedring i symptomerne inden for 4-8 uger, har kiropraktoren også mulighed for at henvise dig til MR skanning.
Ofte vil de fleste prolapser hele op med behandling og vejledning, og det er under 5% af patienter med diskusprolaps som indstilles til operation.
Symptomer på diskusprolaps i lænden:
Smerter og snurren i ben/balle
Føleforstyrrelse i benet, dvs. at berøring og prik af huden føles mindre
Dit ben er mindre stærkt end det andet
Smerter i nedre ryg
Hvis du har ovenstående symptomer samt ikke kan kontrollere vandladning og afføring, er følelsesløs i skridtet eller har så få kræfter i det ene ben, at du ikke kan stå på tæerne eller hæl, skal du søge hjælp straks. Denne tilstand kaldes cauda-equina syndrom og er ganske alvorlig men heldigvis sjælden.
Symptomer på diskusprolaps i nakken:
Smerter og snurren i arm/skulder
Føleforstyrrelse i armen, dvs. at berøring og prik af huden føles mindre
Din arm er mindre stærk end den anden
Smerter i nakken
Hvis du har ovenstående symptomer samt ikke kan styre arme/ben eller du har mistet meget styrke i din arm (fx ikke kan holde et par nøgler) skal du straks søge hjælp.